Børn har også krav på personlig frihed!

Børn har også krav på personlig frihed!

20-10-2025, 10:49 - Localnews

Forfatter: Dette er et indlæg. Det udtrykker forfatterens eller forfatternes holdning.

Af Jonna Jul Gudmundsen, Fredensvej 26, 6800 Varde, kandidat for Socialdemokratiet til kommunalvalget 2025.

 

Trivslen blandt børn og unge har stor opmærksomhed i øjeblikket. Flere og flere mistrives. Men mistrivsel blandt børn og unge kalder på langt mere end skærmforbud.

Jeg vil anbefale, at vi også retter fokus et andet sted hen – nemlig mod den stigende dataindsamling på børn. Via et utal af forskellige digitaliserede vurderingsskemaer og kortlægningsredskaber afdækkes barnets udvikling, trivsel, læring, motoriske færdigheder, sociale kompetencer osv. Vi måler en masse – men får i værste fald det forkerte resultat.

Dataindsamlingen af en masse børn genererer et ”standardbarn”, som de levende børn holdes op mod. Vi risikerer på den måde at få gjort rigtig mange børn forkerte. Vi taler om børn fra de starter i dagpleje/vuggestue og børnehave. Altså helt små børn, som pludselig ses med mangler, hvis barnet ikke ligger inden for skiven af en given test. Selvom det er helt normale børn i sund udvikling.

Børn udvikler sig forskelligt og i forskelligt tempo. Gennem leg udvikler langt de fleste børn sig helt naturligt – fuldstændig ligesom dyrebørnene gør det. Legens betydning har været nedprioriteret i en lang årrække.

Prisen har været for dyr. Børnene betaler. Lad os give børnene friheden til naturlig udvikling tilbage og stoppe med at teste dem fra de er ganske små.

Politisk skal vi have mod til at slippe kontrollen og i stedet satse på bedre normeringer med mere pædagogisk personale. 

Jeg er barnets stemme ved kommunalvalget. Stem personligt.

 

 

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål. Om cookie-politikker
Nej tak
Accepter cookies