EN FOLKESKOLE MED HJERTE OG RETNING

EN FOLKESKOLE MED HJERTE OG RETNING

07-11-2025, 09:48 - Localnews

Forfatter: På vegne af Det Konservative Folkeparti - Dette er et indlæg. Det udtrykker forfatterens eller forfatternes holdning.

- Et skoleudspil fra Det Konservative Folkeparti i Varde Kommune.

At vores børn og unge oplever skoletiden som en glad, lærerig og udviklende periode, er vigtigt – både for det enkelte barn og for vores fælles samfund. Skolen skal være et sted, hvor man glæder sig til at møde op. For når børn trives, lærer de mere. En skole skal først og fremmest være et godt værested – så bliver den automatisk også et godt lærested.

Det er vigtigt, at vores børn afslutter folkeskolen som fagligt dygtige og socialt robuste unge mennesker. Det gælder alle – også dem, der har brug for lidt ekstra støtte undervejs. Alle børn er værdifulde, og vi skal skabe rammer, hvor hvert enkelt barn kan vokse ud fra sine egne forudsætninger.

Derfor skal vi turde tænke i mellemformer og lokale specialklasser, så flere børn kan blive i deres nærmiljø – tæt på kammerater, fritidsliv og familie. Det er langt bedre for trivslen og sammenhængen, end at samle alle børn med særlige behov på en stor specialskole. 

Vi må aldrig glemme, at folkeskolen er en af samfundets vigtigste investeringer. Her formes fremtidens håndværkere, pædagoger, sygeplejersker og akademikere. Vi har brug for dem alle. Derfor skal skolen have stor politisk opmærksomhed – ikke kun på struktur og økonomi, men på indhold, trivsel og nærhed.

Lad os i Varde Kommune stå sammen om en folkeskole, der både stiller krav, viser omsorg – og giver vores børn lyst til livet og lyst til læring – også på specialskolen i Varde by.
 
Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål. Om cookie-politikker
Nej tak
Accepter cookies