
ET VÆRDIGT ÆLDRE LIV - HELE VEJEN MED TRYGHED, NÆRVÆR OG RESPEKT
12-11-2025, 01:02 - Localnews
Forfatter: På vegne af Det Konservative Folkeparti - Dette er et indlæg. Det udtrykker forfatterens eller forfatternes holdning.
Et ældreudspil fra Det Konservative Folkeparti i Varde Kommune.
I Varde Kommune skal ingen ældre føle sig glemt. Efter et langt liv har man krav på et trygt, værdigt og aktivt liv – også når man får brug for hjælp.
Derfor fremlægger Det Konservative Folkeparti i Varde dette ældreudspil med konkrete løsninger, der skal styrke omsorg, faglighed og frihed for vores ældre medborgere.
Vi står over for en markant stigning i antallet af borgere over 80 år. Derfor vil vi udbygge plejeboligkapaciteten i samarbejde med både almene boligselskaber og private aktører – så ingen tvinges væk fra deres lokalsamfund. Samtidig ønsker vi flere seniorbofællesskaber som alternativ mellem eget hjem og plejehjem.
Mennesket skal fylde mere – systemet mindre.
Vi vil fastholde fritvalgsbeviset, give de ældre større frihed til at vælge leverandør af hjemmepleje og madservice og indføre fleksible omsorgsplaner, så hjælpen tilpasses den enkeltes behov. Og så vil vi genindføre madlavning på plejecentrene – for duften, smagen og fællesskabet betyder noget for livskvaliteten.
Et værdigt ældreliv handler også om livets sidste fase. Derfor ønsker vi en kommunal værdighedspolitik for livets afslutning og bedre palliativ støtte, så ingen står alene i den svære tid.
Samtidig skal vi styrke rekrutteringen, så der er varme hænder nok – og sikre, at ældrepleje igen bliver et stolt fag.
Værdighed, nærvær og respekt skal være kernen i ældreplejen i Varde Kommune – ikke systemer og skemaer. Den bedste pleje skabes med frihed, faglighed og hjertet på rette sted.
×
