
Lukke mindre togstationer? Skal man grine eller græde?
Forfatter: Dette er et læserbrev. Det udtrykker forfatterens eller forfatternes holdning.
Af Preben Friis-Hauge (V), Formand for Varde Kommunes Plan- & Teknikudvalg, samt formand for bestyrelsen i Sydtrafik, Søndergade 18, 6862 Tistrup.
Det kan ikke overraske nogen, at Dansk Person Transport (DPT), der er en brancheorganisation, som konstant skal gøre sig lækker for sine medlemmer, kommer ud med forslag om at omstrukturere den kollektive togtransport ved at lukke små stationer og trinbrædter, så der kan blive brug for flere busser, der så leveres af nogle af DPT medlemmer.
Lokal togtransport (fx Vestbanen, Lemvigbanen, Thybanen m.fl) har altid været en del af tilbuddet i den kollektive trafik til borgere i tyndtbefolkede områder.
Jeg tror ikke nogen af disse lokalbaner kunne overleve rent økonomisk, hvis ikke det nationale niveau havde besluttet tilskudsmodeller, så der også kan køre tog (og for den sags skyld også busser) i områder, hvor der er langt mellem husene.
Lad disse tilbud være i fred. Stop jagten på dem, bare fordi man vil gøre sig populær blandt sine egne medlemmer i DPT. Lokale baner har aldrig givet overskud, og de kommer formentlig aldrig til det, men de er en del af det tilbud, som Danmark har besluttet skal gives i den kollektive trafik.
Danmarks Tekniske Universitet (DTU) lader i debatten endnu en gang oraklet Otto Anker Nielsen udtale sig om, hvad der set med ekspert briller ser rigtigt ud. Sidste gang han gjorde det, var da han skamroste Skånemodellen. Kort tid efter, kom den af regeringen nedsatte ekspertgruppe med en udtalelse om, at Skåne-modellen fik op til 3 gange så meget tilskud som andre løsninger i Danmark, og så dækkede den ikke en gang de tyndt befolkede områder i Skåne.