Områdeplan afleveret til ministeren

Områdeplan afleveret til ministeren

07-11-2025, 09:03 - Localnews

Forfatter: På vegne af Per Thisted - Dette er et indlæg. Det udtrykker forfatterens eller forfatternes holdning.

 

Jeg var onsdag 5. november til et sidste møde i den Lokale Trepart, Ringkøbing, inden vi senere på dagen underskrev og afleverede områdeplanerne til minister for den Grønne Trepart, Jeppe Bruus. Det skete i forbindelse med delegeret møde i Landbrug Fødevarer i Herning Kongrescenter.

De lokale Treparter er sammensat af repræsentanter fra Landbruget, Danmarks Naturfredning samt politikere og embedsmænd fra de relevante kommuner. Jeg repræsenterer i den sammenhæng Varde Kommune.

Derudover er Varde Kommune også med i den Lokale Trepart Vadehavet. Planerne for hele Varde Kommune kommer til politisk godkendelse senere på året.

Varde Kommune er godt med, da vi allerede er i gang med 20% af områderne, hvor det er målet at afslutte det i 2030 – så vi skal holde det gode tempo. Fra Varde Kommune indgår der samlet 11.200 ha i områdeplanerne til våd- og lavbundsområder – incl. de 20% vi allerede har gang i. 

 

Velvilje fra landbruget

Det er dog meget vigtigt for mig og Venstre, at det sker på frivillig basis. Derfor har der gennem året været afholdt tegnemøder rundt om i kommunen, hvor lodsejerne individuelt eller samlet kunne give ønske om at høre nærmere om mulighederne. Det har der heldigvis været stor interesse for.

Der skal fortsat være muligt at drive et levedygtigt landbrug i Varde Kommune – det er en stor og vigtig del af vort DNA – nu og i fremtiden.

Derfor er det også dejligt med imødekommenhed fra landmændene og landbrugets organisationer, så vi sammen kan finde en løsning i relation til aftalen om den Grønne Trepart.

 

Per Thisted

Byrådsmedlem (V) og kandidat nr. 10 på Venstres liste

Vibevej 11, Ansager  

tlf. 29680929    mail: pthb@varde.dk

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål. Om cookie-politikker
Nej tak
Accepter cookies