
Varde Kommune er netop blevet kåret som Danmarks 5. bedste foreningskommune.
Forfatter: På vegne af Venstre - Dette er et indlæg. Det udtrykker forfatterens eller forfatternes holdning.
Af Lars Teglgaard, byrådskandidat for Venstre i Varde Kommune
Det er en placering, vi kan være stolte af – og som først og fremmest skyldes den enorme indsats, som vores frivillige yder hver eneste dag. Bag hver idrætsforening, spejdergruppe, kor, lokalråd og kulturklub står mennesker, der giver deres tid, energi og hjerte for fællesskabet. Det er dem, der får hverdagen til at hænge sammen for tusindvis af børn, unge og voksne. Det er dem, der skaber liv i hallerne, på stadion, i forsamlingshusene og i naturen. Som politiker og som medlem af Udvalget Kultur og Fritid har jeg set, hvor stor betydning det frivillige engagement har – både for den enkelte og for hele kommunen. Det er ikke bare fritid. Det er fællesskab, trivsel og dannelse. Men vi må ikke tage det for givet. Derfor vil jeg arbejde for, at vi som kommune bliver endnu bedre til at støtte op om de frivillige. Det handler om at sikre gode faciliteter, let adgang til støtte og dialog – og ikke mindst anerkendelse. Vi skal gøre det nemt at være frivillig og give plads til nye initiativer og idéer. Varde Kommune har noget særligt. Vi har et stærkt civilsamfund, hvor folk tager ansvar og skaber fællesskaber. Det skal vi værne om – og udvikle videre på. Tak til alle jer, der gør Varde til en af landets bedste foreningskommuner.
Jeg vil gøre mit for, at I får den opbakning, I fortjener.

