
Venstre vil arbejde benhårdt for at vi kommer tilbage i TOP10 for erhvervsvenlighed.
Forfatter: På vegne af Venstre - Dette er et indlæg. Det udtrykker forfatterens eller forfatternes holdning.
Af Tom Arnt Thorup, Troldhøj Alle 12, Varde, byrådskandidat nr. 6 - for Venstre.
Det er glædeligt at læse at flere af de partier der stiller op til kommunalvalget har fokus på erhvervsvenligheden i Varde kommune.
Det er klart, at jeg er ærgerlig over, at vi falder tilbage efter flere år i toppen. Det er bestemt vores ambition at vende tilbage til i top-10.
Heldigvis er der også flere lyspunkter i årets undersøgelse.
Fx ligger Varde Kommune nummer 1 i kategorien ”Arbejdskraft og Uddannelse” og indsatsen med at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. Det viser, at vores strategiske fokus på uddannelse og arbejdskraft virker, og det vil vi bygge videre på.
Jeg glædes også over at sagsbehandlingstiden for byggesager er faldet med knap fem dage samt at vi tager et stort hop på den digitale erhvervsservice, hvor vi rykker hele 33 pladser frem.
Der er ingen tvivl om at opgaven er at dykke ned i undersøgelsen og gå i dialog med lokale virksomheder for at finde ud af, hvor vi kan forbedre os.
Vi har et stærkt samarbejde med DI Sydvestjylland og vores erhvervsliv, og jeg tror på, at vi sammen kan finde nye løsninger, så Varde Kommune også fremover er et attraktivt sted at drive virksomhed.
Hvis du har ideer til, eller forbedringsforslag, er du meget velkommen til at række ud – så tager jeg det med i det videre arbejde.
Efter valget må de partier der bliver valgt ind - sætter sig og finde en fælles erhvervsvej.