-2-c-1789111344.jpg?scale=5cb3d5ad843af989712c8ca5d668080f5f83c947)
Vi skal også turde se på kommunen selv
Forfatter: Venstre Varde
Når kommunens økonomi skal hænge sammen, ender diskussionen hurtigt ved skoler, ældre, kultur, veje og andre tilbud, som borgerne mærker direkte.
Men før vi reducerer service, bør vi også stille spørgsmålet:
Kan Varde Kommune selv drives og organiseres smartere?
CEPOS har i en sammenligning af kommunerne peget på et benchmarkpotentiale for Varde på 106-136 mio. kr. inden for administration og ledelse.
Det er et markant tal. Men lad os slå én ting fast: Venstre siger ikke, at Varde Kommune bare kan spare 106 eller 136 mio. kr.
CEPOS leverer et benchmark – ikke et færdigt sparekatalog.
Men vi mener heller ikke, at et så markant resultat bør ignoreres.
Derfor ønsker Venstre en grundig gennemgang af kommunens administration, ledelse og organisering med udgangspunkt i Varde Kommunes egne tal, relevante sammenligninger og eksterne analyser.
Hvordan har administration og ledelse udviklet sig?
Kan funktioner samles?
Kan arbejdsgange forenkles?
Har vi den rigtige struktur?
Og kan naturlig afgang bruges klogt?
Men vigtigst er at kigge fremad:
Hvordan skal Varde Kommune være organiseret om fem og ti år?
Det er ikke en jagt på medarbejdere. Det handler om almindelig økonomisk ansvarlighed.
Før vi beder borgerne acceptere mindre service eller flere udgifter, skylder vi dem at undersøge, om kommunen selv kan drives smartere.
Det tager Venstre med til budgetbordet.
Venstre i Varde Byråd
